2.division, gruppe 2 - 2.halvsæson

4.runde:

Optimismen var op til julepausen stor. Det ændrede opgøret på hjemmebane mod Præstø ikke på, snarere tværtimod. En meget koncentreret indsats af hele holdet. Vi var ikke uheldige - flere af partierne på vippen gik vores vej.

Kris, som var først færdig, Grønborg og Lars spillede alle 3 remis. Lars var en af dem på vippen, men opfindsomt forsvar var nok til den halve.

Per, Jepsen, undertegnede, Steffen og Poul Erik var vinderne i nævnte rækkefølge.

Samtidig opnåede Holbæk kun uafgjort 4-4 mod Læseforeningen, hvilket udbyggede vores føring til ikke mindre end 6 point til nærmeste forfølger!!

5.runde:

Vi skulle op mod Nr.Aaby, som inden opgøret lå på en 3.plads - 6½ point efter os på 1.pladsen. Nr.Aaby var altså tvunget til at vinde over os - og helst stort, hvis det skulle lykkes dem at gøre sig håb om oprykning.

Vi gik dog med stor selvtillid ind til matchen, da vi virkede usårlige, efter de mange storsejre sæsonen allerede havde budt på.

Efter et par pointdelinger ved Per og Arne begyndte de små, men for os negative overraskelser at indfinde sig. Først tabte Grønborg og snart fulgte Lars trop. Poul Erik stoppede imidlertid blødningen med endnu en gevinst - den femte i træk.

Men Nr.Aaby var ikke færdige med at imponere. Steffen havde vist op til flere gevinstchancer, men sejre kunne han desværre ikke.

Bagud med 2-4 så det ikke godt ud, men holdlederen gik forrest og reducerede som den første, før det lykkedes undertegnede at hive gevinsten i land - for øvrigt som Poul Erik den femte i streg. Det gav mig desuden et kandidatresultat og mulighed for at spille i den næstøverste gruppe ved påskens DM.

4-4 var måske skuffende, hvis vi udelukkende kigger på spillernes ratingtal, men matchens forløb taget i betragtning et absolut godkendt resultat.

Holbæk hentede dog hele 3 point med en knusende sejr på 7-1 over Kalundborg.

6.runde:

Det længe ventede topopgør mod Holbæk. Desværre havde vi mistet pusten en smule i sidste runde, hvor det modsatte absolut kan siges om vores modstander, som havde fundet et helt nyt gear.

Vi var inden opgøret dog forsigtige optimister og var klar over at 4-4, ville være et rigtig godt resultat, så vi kunne bibeholde forspringet på 3 point.

Som mod Nr.Aaby kom vi igen skidt ud af startblokkene. Arne tabte efter at have afslået remis, Per tog en halv, det samme gjorde Birger og Poul Erik måtte for første gang i sæsonen ned.

Bagud 1-3 valgte Jepsen også remis-løsningen, før Steffen vandt sit parti. Det skulle desværre vise sig, at han blev dagens eneste vinder. Både Lars og slutteligt undertegnede måtte også meget skuffende ned - ja, helt ned i kulkælderen.

Kun 2½ point betød, at hele vores kæmpe forspring var smidt væk. Holbæk havde ikke bare formået at indhente os, men sågar gået forbi pga. flere matchpoint!?

7.runde:

Optimismen var totalt forduftet inden fællesafslutningen i Bolbro, Odense. Udviklingen havde været ubarmhjertig for os. Frem 2 ventede os, mens Holbæk skulle møde vores eget 2.hold. Vores 2.hold var reelt rykket ned, men som gode klubkammerater stillede de med noget nær stærkeste opstilling for at forsøge at give 1.holdet en hjælpende hånd, selv om vi lå, som vi havde fortjent, vil nogen måske mene.

2.holdet kæmpede forbilledligt og hentede 2 pinde ved Mathias N. og Ib mod langt højere ratede modstandere. Det betød, at vi ville rykke op, hvis vi kunne hente 6½ p. mod Frem. Naturligvis kan man ikke helt stille det op på den måde, da kampene blev spillet på samme tidspunkt, men blot for at forstå perspektivet.

Per og Grønborg valgte tidligt den fredelige løsning, før Kris, Steffen og Lars alle vandt fine partier. Lars spillede måske sæsonens mest stilrene parti, Kris blev med sejren igen mesterspiller og Steffen sikrede sig en delt topscorerværdighed.

Foran 4-1 virkede det langt fra umuligt, da der også var flere partier i gang i Holbæk-SØF 2. Holdleder Jepsen måtte dog som holdets eneste på dagen og for første gang i sæsonen give fortabt.

Mit eget parti virkede som en god gevinstchance, da en bonde var blevet vundet i midtspillet og ydermere var både tårne og springere af brættet. Tidnøden skulle bare lige klares. Det kan godt nogle gange være et personligt problem - det indrømmer jeg gerne! Jeg gjorde min modstander opmærksom på, da jeg i al hast udførte min 40.træk, endda med hele 2 sekunder tilbage!?, at han ikke havde noteret korrekt, hvilket jeg bad ham om, at få styr på. Det havde irriteret mig, at han manglede nogle træk og blot kunne rykke i min tidnød uden korrekt notering.

Han havde på det tidspunkt ca. 4 minutter tilbage af sin betænkningstid og manglede kun at udføre træk 40.

Hvad der herefter skete, er svært at forklare, men jeg forsøger.

I stedet for at låne min noteringsliste og rette fejlene på sin egen gik han i gang med at renskrive trække på et helt nyt ark.

Jeg var i mellemtiden løbet på toilettet, da jeg som bekendt havde nået de 40 træk efter at have været i tidnød gennem længere tid. Da jeg kom tilbage, havde han kun ca. ½ minut tilbage, men manglede at skrive næsten halvdelen af trækkene. Nu bad han mig om min noteringsliste, men tabte kort tid efter på tid.

En besynderlig afslutning på partiet. Stillingen var nemt vundet, men stadigvæk en lidt underlig og uforløst afslutning på et skakparti.

Tilbage til matchen - Poul Erik var langt nede i sækken, men som en anden Fugl Fønix steg han op af asken og hentede en remis.

5½ point var altså ikke nok. Vi var i slutstillingen ½ p. og 1 matchpoint efter Holbæk, som dermed vandt 2.division, gruppe 2 og kan se frem til at prøve kræfter i 1.division i sæsonen 2018-2019.

1.holdet spillede på mange måder en flot sæson, hentede i alt 38½ p., hvilket er 5½ p. i gennemsnit pr. kamp!

Afslutningen var dog nådesløs hård, og vi står naturligvis tilbage med en lidt underlig smag i munden. Heldigvis er der god tid til den kommende sæson starter op, så vi lige kan sunde os og komme tilbage med fornyet styrke.

Holdet havde 2 topscorere; Steffen og undertegnede med 6/7 p. Poul Erik lige efter med 5½/7.

Vi skal se Steffens parti fra opgøret i 4.runde mod Præstø, som viste, at der skulle hårdt arbejde til for at hjemføre hele pointet.

Hvid: Hanus Brekka

Sort: Steffen Pedersen

1.e4, g6 2.d4, Lg7 3.Sf3, d6 4.Le2, Sf6 5.Sc3, 0-0 6.0-0, a6 7.a4, Sc6 8.Lg5, h6 9.Le3, e6 10.d5, exd5 11.exd5, Se7 12.Dd2, Sf5 13.Sd4, Sxe3 14.Dxe3, Te8 15.Dd2, Ld7 16.Tfe1, Sh7 17.Sf3, Sg5 18.Sxg5, hxg5 19.Ld3, Txe1 20.Txe1, f5 21.b3, Le5 22.Se2, Kg7 23.f4, gxf4 24.Sxf4, Df6 25.Tf1, Th8 26.g3, Te8 27.Sh3, Ld4 28.Kh1, De5 29.Dg2, c6 30.c4, cxd5 31.cxd5, De3 32.Df3, Dxf3 33.Txf3, Te5 34.Sf4, g5 35.Se2, Lb2 36.h4, gxh4 37.gxh4, Txd5 38.Sf4, Td4 39.Tg3, Kh6 40.Sg2, Tg4 41.Txg4, fxg4 42.Kg1, Ld4 43.Kf1, Lc6 44.Sf4, Le5 45.Sg2, Kh5 46.Lf5, Lf6 47.Le6, Lxh4 48.Se3, Lf3 49.Sf5, Lf6 50.Sxd6, Le5 51.Sf5, Kg5 52.Se3, Ld4 53.Sxg4, Lxg4 54.Ld5, b6 55.Ke1, Lc3 56.Kf2, Kf4 0-1.

Afbuddene på holdet var færre end tidligere år, men dette var altså desværre ikke nok. Holdet fik for 3.gang på 4 år en kedelig 2.plads. Endnu en gang skilte et sølle point os fra oprykningen til 1.division!?

2.holdet måtte ned i Fynsserien igen, men det kan de vil næppe frygte, da sidste optræden i rækken var en stor succes!

2.holdets topscorer blev Ib Lynæs, som med 4/7 p. hentede ikke mindre end 48 ratingpoint!

Det er muligt, at der er nogen fra 2.holdet, der skriver et par linjer om deres oplevelser og præstationer på et senere tidspunkt.

Lidt stemningsbilleder fra den spændende afslutning i Odense, den 4.marts.

Poul Erik holder med besvær remis.

Bjarne kæmper flot, men desværre forgæves i det sidste parti mod Holbæk, som endegyldigt sikrer dem den enlige oprykningsplads til 1.division.

(Tabeller findes under Turneringer / Hold 1, red.)

Skrevet af Martin Strandby Hansen den 12. marts 2018